Kognitiv Psykoterapi

En af de måder vi kan arbejde med selvudvikling, coaching og psykoterapi på, handler om at ændre vores måde at opfatte virkeligheden på.
Det er, hvad man hhv. ville kalde for kognitiv terapi eller kognitiv coaching.

Som du nok har bemærket, behøver der bare at være to mennesker til stede i det samme rum, for at der også er to forskellige versioner af virkeligheden.

Og nogle måder at opfatte sig selv og livet på, virker tydeligvis mere befordrende både for vores selvtillid, for vores selvværdsfølelse og for vores generelle livskvalitet.

Det er den følgende historie fra det "virkelige liv" et godt eksempel på.

I januar 1995 blev jeg ringet op af en redaktionsmedarbejder fra tv-programmet eleva2eren, som bad mig medvirke i et indslag om fobier. Hun havde hørt, at jeg ved hjælp af en bestemt slags psykoterapi skulle være i stand til at "fjerne" en fobi på under en time.
Jeg bekræftede, at nogle typer fobier eller angst, som mennesker måske ellers i årevis har lidt under, i nogle tilfælde kan behandles på endog meget kort tid med såkaldt kognitiv psykoterapi.

Vi blev enige om, at jeg skulle medvirke i begyndelsen af februar måned, og i den mellemliggende tid ville redaktionen så finde en person med en tilpas kraftig fobi, som jeg i løbet af udsendelsen skulle behandle. Jeg spurgte selvfølgelig den pågældende redaktions-medarbejder, hvilken slags fobi det skulle handle om. -

"Slanger", svarede hun.
"Vi kunne godt tænke os, at du skulle arbejde med en person, som lider af skræk for slanger".

"Puha"!!, tænkte jeg. Jeg kunne lige i ånden se, at jeg fik hjulpet "forsøgskaninen af med sin slangefobi, og at man så i bedste elevatoer-stil ville komme med en af disse ulækre lange skrækindjagende krabater, for at teste mit terapeutiske arbejde. Ja, det var nu ikke så meget klienten jeg var bekymret for, men mere mig selv. Jeg var nemlig også selv hunderæd for slanger.

"Hmm...", sagde jeg roligt og forsøgte at lyde klinisk. "... jeg er nu ikke sikker på, at det er så godt et eksempel. Mon ikke vi skulle vælge noget mere almindeligt, som seerne bedre kan identificere sig med"?

Redaktionsmedarbejderen var nu ikke sådan lige til sinds at droppe sin ide om, at det netop skulle handle om en slangefobi. Hun mente helt bestemt, at det ville være et virkelig spændende indslag for seerne.
Så da tiden nærmede sig for udsendelsen, måtte jeg så lige have fat i en af mine terapeutkolleger, for at få bearbejdet min egen slangefobi. Og så var både klienten og JEG klar til at blive konfronteret med slangerne.

I første afdeling af elevatoerprogrammet havde man så anbragt et terrarium med et helt bundt livlige røde slanger i studiet.
Marie, som var værtinde på et af TV2's ungdomsprogrammer, skulle være "forsøgskanin". Hun blev hentet ind i studiet og skulle så konfronteres med slangerne.

Marie var mildest talt ubehageligt til mode ved blot at være i samme rum som slangerne, også selvom de befandt sig i terrariet. Hun var bleg, rystende, på randen af panik og ikke til at få på bare nogle få meters afstand af slangerne.
Efter at være blevet stillet et par spørgsmål om sit forhold til slanger, forlod Marie skyndsomt studiet for at konsultere mig i et tilstødende lokale, hvor jeg skulle behandle Maries slangefobi.

Cirka halvanden time senere vendte Marie og jeg tilbage til elevatoerstudiet i anden afdeling af programmet. Og det var tydeligt for enhver med bare en smule erfaring med at aflæse kropssprog, at Maries respons på slangerne havde ændret sig dramatisk. Marie var afslappet, rolig, nærværende og vågen.

Da hun blev spurgt, hvordan hun havde det med slangerne svarede hun, at hun havde det helt afslappet med dem. Hun følte, at det var hende selv der havde kontrollen over situationen, og at hun ud over det nu havde en vældig god selvtillid. Som hun selv udtrykte det, så følte hun sig som "verdensmester uden at være det".

Da Marie blev spurgt, om hun ville gå med hen til slangerne og kigge nærmere på dem, svarede hun uden tøven "Ja", og rejste sig med stor selvsikkerhed straks op for at gå hen til terrariet. Marie forblev fuldstændig rolig og afslappet mens hun konstaterede at slangerne egentlig så interessante ud og at de jo havde røde øjne. Seerne kunne ydermere iagttage Marie følge en af slangernes hoved med sin pegefinger.

Hvad var der sket? - Hvad havde ændret sig?
Var det virkeligheden der havde ændret sig, eller var det Maries opfattelse af virkeligheden?

For mig at se var virkeligheden stadig den samme. Slangerne var de samme, studiet, studieværterne, publikum, - det hele var den samme fysiske virkelighed. Men Den måde Marie oplevede situationen på var radikalt anderledes.
Det var som om, Marie var vågnet op af en slags trancelignende tilstand.

Nu er det ikke fordi jeg synes, at slangefobier i sig selv er specielt interessante. Og det er heller ikke fordi dette overhovedet skal handle om angst eller fobier. Men historien er sådan en god metafor for, hvad selvudvikling og psykoterapi også handler om, nemlig det menneskelige sind og dets muligheder.

Marie tog et kvantespring i forhold til sin personlige udvikling denne aften. Hun overkom en barriere i sit liv og forøgede sin selvtillid.
Marie fik evnen til at vælge hvad hun ville gøre i forhold til fænomenet slanger, i stedet for automatisk at gå i panik, og ikke mindst fik hun forøget sin følelse af at have indflydelse på sit eget liv. Med andre ord, hun blev lidt mere af en livskunstner.

Og grunden var enkel.
Under den kognitive psykoterapi proces havde jeg hjulpet Marie med at "justere" den måde hvorpå hun ubevidst tænkte på og tolkede sine sanseindtryk af slanger. Hun begyndte efter terapien at se en del af sit liv med nye øjne og med en langt større selvtillid.
Og Maries forhold til slanger havde i virkeligheden meget lidt med selve slangerne at gøre.

For det første havde Marie aldrig haft nogen oplevelser i sit liv, som kunne begrunde, at hun var så panisk angst for slanger. - Og derfor var det heller ikke relevant at arbejde med psykoterapi i forhold til fortiden som sådan.
Heldigvis er der så rigtig mange forskellige vinkler på psykoterapi, så vi fandt en anden måde at arbejde psykoterapeutisk med fobien på.

For det andet var de slanger som var blevet placeret i terrariet ganske uskadelige. For øvrigt ville de ikke selv kunne komme ud af terrariet.

Så der var altså ikke nogen "objektiv grund" til at være bange. Det var snarere hvad Marie ubevidst associerede med slangerne, som var problemet, end det var den fysiske, faktiske virkelighed. Det var altså Maries måde at "filtrere" sanseindtryk af slanger på, som ændrede sig under processen. Det var hendes egen subjektive virkelighed, som på forunderlig kort tid forvandlede sig dramatisk.

Nu er det nok for de flestes vedkommende noget andet end slanger, som vi har problemer med i hverdagen. Men mekanismerne i de fleste af vores udfordringer og problemer er alligevel de samme. I de fleste tilfælde forholder vi os, uden selv at vide det, mere til de ubevidste associationer, som vi har i forhold til det vi sanser, end til selve de ting vi bliver konfronteret med i vores tilværelse.

Hvor mange af os er ikke bange for eller utrygge ved et eller andet, som der objektivt set ikke er nogen grund til at være bange for?

Hvor mange af os bliver ikke usikre på os selv, vores evner og muligheder engang imellem, selvom vi faktisk har god grund til at have selvtillid og være tilfredse med vores egne præstationer.

Eller hvor mange af os oplever ikke mere eller mindre ufrivillige reaktionsmønstre overfor bestemte mennesker og situationer, som vi gerne ville ændre, hvis vi blot vidste hvordan det kunne lade sig gøre.

Indenfor de selvudviklingsgrupper og forløb indenfor psykoterapi, som vi tilbyder på ID Academy, er denne "kognitive" vinkel på både selvudvikling og psykoterapi et vigtigt element i den måde, vi arbejder på.

Uanset hvad du måtte være usikker på eller bange for, eller uanset hvilke udfordringer livet ellers måtte byde på, så kan du i høj grad ændre dit liv i positiv retning, ved at arbejde med din måde at opfatte dig selv og virkeligheden på.

Og det er bl.a. noget af det, vi gennem mange år har opbygget en meget stor ekspertice i at hjælpe mennesker med på ID Academy.

Uanset om du deltager i det intense 1-årige selvudviklingsforløb, vi kalder for Livskunstgruppen, i en af vores coachuddannelser eller i vores 4-årige psykoterapeut uddannelse, vil en af vores vinkler på udvikling være, at vi arbejder med at forbedre livskvaliteten og skabe selvudvikling ved at arbejde med vores opfattelse af virkeligheden.

Gå til forsiden af Institut for Selvudvikling ved at klikke her

Gå til Institut for Psykoterapi ved at klikke her

Kærligste hilsner
Psykoterapeut, MPF. Ole Vadum Dahl